Gratis tjekliste til boligkøbere

10 ting mægleren ikke fortæller dig

Mægleren arbejder for sælgeren, ikke for dig. Salgsopstillingen er skrevet for at sælge, ikke for at informere. Her er ti ting, jeg ofte ikke kan finde i den, og hvordan du selv tjekker dem, før du byder. Punkt 6-10 bygger på vores gennemgang af 61 nordjyske huse til salg i oktober 2026 (HUSDATA Nordjylland 2026).

01

»Ejerudgiften« er ikke, hvad det koster at bo der

Ejerudgiften i annoncen dækker typisk ejendomsskat og forsikring, ikke varme, el, vand og vedligehold. I mine testanalyser af rigtige annoncer er de månedlige udgifter typisk 1,5-3 gange det annoncerede tal. Det værste eksempel: annonceret 2.374 kr. om måneden, reelt omkring 6.500-7.500 kr. om måneden.

Tjek selvBed om det seneste års varmeregnskab og elforbrug. Findes de ikke, regn med mindst det dobbelte af annoncens tal, indtil du har tallene.
02

Energimærket gælder måske slet ikke boligen

For lejligheder udstedes energimærket ofte for hele ejendommen, inklusive butikker i stueetagen. Et «C» på forsiden kan gælde hele ejendommen og ikke din lejlighed på 3. sal.

Tjek selvÅbn selve energimærkerapporten (ikke bare bogstavet) og se, hvilket areal den dækker. Står der over 1.000 m² for en lejlighed på 73 m², gælder energimærket for hele bygningen og ikke kun for din bolig.
03

Står der «under udarbejdelse», findes rapporten ikke endnu

Når tilstandsrapport eller elrapport står som «under udarbejdelse», findes de dokumenter, der skal fortælle dig om taget holder og om ledningerne er brandsikre, ikke endnu. Så er «indflytningsklar» kun en påstand uden dokumentation. Og findes rapporten, så tjek datoen: den skal være under seks måneder gammel, når du får den. I vores gennemgang var den udløbet i 10 af 61 annoncer.

Tjek selvByd aldrig, før begge rapporter foreligger, eller gør buddet skriftligt betinget af, at de kommer tilbage uden væsentlige fund.
04

Prishistorikken afslører det, annoncen skjuler

«Ny pris» kan betyde, at boligen har ligget længe til salg. Er den taget af markedet og sat til salg igen til samme pris, så spørg mægleren hvorfor. Og er den kommet tilbage til en højere pris efter to år, så bed om forklaringen.

Tjek selvSlå adressen op på boliga.dk og se fuld liggetid og prishistorik, ikke kun det, portalen viser i annoncen.
05

For lejligheder bestemmer ejerforeningen over din økonomi

Tag, facade og faldstammer (de lodrette afløbsrør) afgøres af ejerforeningen, og en del af dens gæld bliver din. Et nyt fælleslån på vej kan hæve dine månedlige udgifter markant, og det står aldrig i annoncen.

Tjek selvBed om det seneste regnskab, budget og referater fra de sidste 2-3 generalforsamlinger, før du bruger tid på et bud.
06

Næsten alle huse har rødt i tilstandsrapporten. Det vigtige er hvor

I vores gennemgang af 61 nordjyske huse havde 56 af 61 mindst én rød markering, altså en kritisk skade. Rødt betyder ikke nødvendigvis dyrt, men placeringen betyder meget: 46 af 61 havde rødt i badeværelse, toilet eller bryggers, og 32 af 61 på tag eller i tagrum.

Tjek selvLæs skadesoversigten punkt for punkt. Få en håndværker til at give en pris på de røde punkter i vådrum og på taget, før du byder. Sådan læser du tilstandsrapporten.
07

Det, der ikke blev undersøgt, står heller ikke i rapporten

I 31 af 61 tilstandsrapporter kunne den bygningssagkyndige ikke undersøge mindst én del af huset, og i 10 mere kun delvist. Oftest loftet: i 26 huse blev loftrum eller skunk ikke set eller kun set fra lemmen. En del, der ikke er undersøgt, er ikke det samme som en del, der er i orden.

Tjek selvSøg i rapporten efter »ikke besigtiget« og »forbehold«. Bed om adgang, og få selv en byggesagkyndig til at se de dele, før du byder.
08

Tre dokumenter kan sige tre forskellige ting om asbest

I 24 af 61 huse skriver den bygningssagkyndige, at selve boligen har tag af eternit med asbest. I 13 af dem har sælger svaret »nej« til, om de kender til asbest, og i BBR står taget som »Fibercement herunder asbest«. Skemaet spørger kun om sælgers kendskab, så det er ikke nødvendigvis løgn. Men taget kan blive dyrt: ifølge Dansk Industri kan et nyt asbesttag i nogle landkommuner koste mere end halvdelen af boligens værdi.

Tjek selvSammenlign tilstandsrapporten, sælgers oplysningsskema og BBR på bbr.dk. Står der asbest ét af stederne, så regn et nyt tag med i dit budget. Læs mere om asbesttag.
09

Kystnærhedszone og oversvømmelse står ikke i salgsopstillingen

22 af 61 huse lå i kystnærhedszonen. Det stod ikke i én eneste af deres salgsopstillinger. Sælger har heller ingen pligt til at oplyse om risiko for oversvømmelse.

Tjek selvSlå adressen op på plandata.dk for zoner og lokalplan. Spørg kommunen og dit forsikringsselskab om risiko for oversvømmelse, før du byder.
10

Ejerskifteforsikringen koster mest, hvor huset er billigst

I den billigste fjerdedel af husene kostede ejerskifteforsikringen 1,6 % af prisen mod 0,5 % i den dyreste. Og forsikringen dækker som udgangspunkt ikke de skader, der allerede står i tilstandsrapporten og elrapporten.

Tjek selvHent tilbud fra flere selskaber, og læs listen over undtagelser. Regn de kendte skader med i dit budget, for dem dækker forsikringen ikke.
BoligCheck · 299 kr

Din bolig kan have andre problemer end de ti her

Jeg gennemgår din bolig i en BoligCheck-rapport: pris mod sammenlignelige salg, dokumenter, teknisk risiko, de reelle udgifter og spørgsmål til mægleren. Du får svar, typisk inden for 24-48 timer.

Tjek min bolig for 299 kr
Informationsanalyse, ikke officiel vurdering. NordIndsigt, CVR 46521552